Sabbatsbuddet og social retfærdighed

Hvad har ’sabbat’ og social retfærdighed med hinanden at gøre? Er sabbatten ikke en særlig dag, sat til side, gjort hellig for, at mennesket kan nyde samværet med dets skaber? Er sabbatten ikke et tegn på mig og mit gudsforhold – min personlige relation til min Gud og frelser?

Det kan vi lære af sabbatsbuddet

I Anden Mosebog 20 finder vi de 10 bud. Her lyder det fjerde bud: ’Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud.

Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer.

For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han.

Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.’ (2 Mos 20,9-10)

Israel var en nation, en folkemængde, der for nyligt var blevet befriet og udvandret fra Egypten, efter at de der havde været underlagt slaveri. I Egypten var der ingen hviledage for slaverne. Men Israel skulle ikke være som Egypten – de skulle være anderledes.

Gud siger i Israels grundlov: ‘I den her nation, i det her folk, må du ikke have nogen til at arbejde for dig denne ene dag om ugen. Det gælder både dig som individuelt menneske, men også som nation.’

Dette er en banebrydende måde at se verdenen på for Israel – og for os. Gud siger: ’Husk’.

Sabbatsbuddet åbenbarer ganske tydeligt en kerne af social retfærdighed og lighed, som udspringer af Guds karakter.

Sabbatten er både realistisk og konfronterende. Den peger bagud og siger: Husk, I alle er lige. Selvom der vil være tjenere og trælle i jeres nation, så husk, I alle er skabt af den samme Gud.

Dermed ligger den radikale sociale retfærdighed dybt i sabbatsbuddet, men den bliver sjældent fremhævet. I stedet bliver den ofte nedprioriteret i forhold til de mere ’åndelige’ aspekter af sabbatten. Sabbatten blev til et spørgsmål om mig og min Gud, mens det mellemmenneskelige blev undertrykt eller glemt.

Sabbatten konfronterer os på dette punkt og siger: Kærlighed til Gud ER kærlighed til næsten – og kærlighed til næsten ER kærlighed til Gud.

Kaldet i sabbatten handler om, at vi anerkender Gud som skaber ved, at vi anerkender alle andre dele af skaberværkets værdi. Guds frelse består ikke mindst i genoprettelsen og nyskabelsen af mennesket i Guds oprindelige skabelsesbillede.

Vi kan med andre ord ikke sige, vi elsker Gud og samtidig ødelægge og undertrykke eller handle uærligt mod og med andre mennesker.

Husk

Sabbatsdagen: I er alle sammen blevet skabt – og har altså samme værdi.
Da I alle er blevet skabt, så er alle mennesker lige – alle har ret til en hviledag. Alle mennesker, også trælle og trælkvinder og de fremmede.
Da I – alle skabninger – er en del af skaberværket – så må I heller ikke anvende dyr til at udføre arbejdet for jer på denne dag.
Resultatet er, at hele skaberværket får en hviledag – en sabbat.

Sabbat blev til ritualer og ofringer

Det Gamle Testamente fortæller den sørgelige historie om, hvordan Israel ’svigtede’ Gud og vendte ham ryggen. I stedet for at være anderledes endte Israel med at efterligne de omkringliggende nationers skikke. De tilbad andre guder – og Israel begik de samme synder. Resultatet blev social uretfærdighed og sabbatsforvrængning.

I fx Amos’ Bog finder vi denne kedelige virkelighed. Du kan holde sabbat og alligevel bryde sabbatsbuddet. Gud kaldte Israel til at være bannerførere for en radikalt anderledes menneskeforståelse, bl.a. gennem sabbatten.

Først beskrives Israel som en nation med disse ord: ’De hader den, der fælder dom i porten, og den, der siger sandheden, afskyr de. Fordi I tramper på den svage og kræver kornafgift af ham … For jeg kender jeres mange overtrædelser og jeres talrige synder. I forfølger de uskyldige og tager imod bestikkelse og afviser de fattige i porten’ (Am 5,10-12). Hvad har det med sabbat at gøre, spørger du måske?

Profeten Amos ser en sammenhæng mellem en forvrængning af sabbatten, uligheden og den sociale uretfærdighed i samfundet:

’Hør dette, I som knuser den fattige og vil gøre det af med de hjælpeløse i samfundet. I siger: ”Hvornår er nymånedagen forbi, så vi kan sælge korn, og sabbatten, så vi kan åbne kornsalget; vi vil gøre efaen lille og sekelen stor og bedrage med falsk vægt. Vi vil købe de svage for penge og de fattige for et par sandaler; vi vil sælge affaldskorn”’ (Am 8,4-6).

Med sabbatsbuddet havde Israel en radikal social forståelse, som skulle minde israelitterne om, at alle var lige – også med de økonomiske og sociale skel, som ethvert samfund oplever. Amos kritiserer Israel og siger: ‘I har svigtet jeres kald – I har glemt ‘sabbatten’, selvom I ‘holder’ sabbatten.’

En ny menneskelighed

Vi kender til udtrykket: ”Alle er lige for loven”, men i praksis er det nemmere at sige end at udleve. Men som vi så i Amos’ Bog, så blev der gjort forskel på rig og fattig. Loven var på overfladen lige for alle, men i realiteten blev loven misbrugt. For med bestikkelse og de magtfuldes midler og indflydelse, er det sjældent, at alle reelt er lige for loven.

Sabbatten er som en profetisk tid, der udstiller og konfronterer menneskets syndige virkelighed. For sabbatten bliver tegnet på det radikale, politiske og økonomiske menneskesyn: Vi er alle skabt af Gud – og har alle samme værdi. Rig og fattig, tyk og tynd, arbejdstager og arbejdsgiver – ja også arbejdsløs. Det er en ’ekstremt’ radikal lighedsforståelse og livsudfoldelse. Sabbatten konfronterer alt det, der undertrykker, underlægger og udnytter dele af skaberværket.

Profeterne i Det Gamle Testamente og Jesus i Det Nye Testamente udtalte sig netop ud fra en radikal social retfærdighedsforståelse, som finder sine rødder i sabbatten og i skabelsen – ja i Guds eget væsen.

Gud ønsker at genoprette og genskabe en ny menneskelighed. Vi ser det i Jesus, der identificerede sig med samfundets udstødte, dem, som de religiøse ledere anså for uværdige og urene. Vi ser det i miraklerne og helbredelserne, Jesus udførte – et tegn på genoprettelse, på frelse – på sabbatten.

Sigve Tonstad skriver: ’Den syvende dag har en politisk og økonomisk dimension … der ikke skal overses’ (min oversættelse, red.) (S.Tonstad: The Lost Meaning of the Seventh Day, s.137).

Sand sabbat konfronterer det uretfærdige

Sabbatten kan ikke udelukkende være en privat åndelig begivenhed – for Gud, der har skabt sabbatten, har skabt hele skaberværket. Gud elsker sin skabning – og Gud konfronterer alt, der ødelægger skabningen. Gud konfronterer synden, døden og ødelæggelserne – og han kalder mennesket til at gøre det samme.

Jesus indstiftede og bragte Guds Rige nær. I Guds Rige spiller sabbatten en vigtig rolle, fordi en falsk sabbatshelligholdelse bidrager til status quo. Den rigtige sabbatsfejring bliver til håb og uanset på, hvilken dag du ’hviler’ fra dit almindelige arbejde og holder fridag eller helligdag.

Den rigtige sabbatsfejring bliver til håb og konfrontation af uretfærdigheden, som vi ser alle steder omkring os.

Profeten Esajas skriver om fasten og sabbatten og giver ordene, som senere bliver overtaget af og vist i Jesu liv og virke, en dybere mening:

’Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.

Hvis du fjerner åget og holder op med at pege fingre og tale ondt, rækker den sultne dit brød og mætter den forkuede,så skal dit lys bryde frem i mørket og dit mulm blive til højlys dag.

Hvis du tager dig i vare på sabbatten og ikke driver handel på min hellige dag, hvis du kalder sabbatten frydefuld og Herrens hellige dag ærværdig.
(Es 58,6-7; 58,9-10.13)

Sabbatten er derfor også et tegn på social retfærdighed – et håb for et endeligt ophør af den sociale uretfærdighed, der prægede landet på Esajas tid.

Jesus bruger dette billede på sin vilje, når han i lignelsen om ’verdensdommen’ taler om de sultne, de fremmede, de nøgne, de fængslede og de tørstige. Denne sociale retfærdighedsdimension af sabbatten – eller måske i mere mundrette termer: Denne politiske og økonomiske dimension af sabbatten fremhæver Jesus og siger: ‘Dét er sand sabbatshelligholdelse. Hvis I vil tilbede mig og holde sabbat, så ser det sådan her ud:’ ‘Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig … Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort imod mig’ (Matt 25,35-36.40).