Morten Buckhøj

“Det giver ro i sjælen at se et blad falde”

“Jeg kommer fra et sted på landet, hvor alting gik ufatteligt langsomt, og jeg arbejder i et fag, der handler om at være totalt til stede i nuet og øjeblikket, så på den måde falder det mig meget let at koble fra, holde fri og slappe af.”

Skuespilleren Bodil Jørgensen, 58, har ellers nok at se til. Dette efterår er hun på en lang, landsdækkende turné med Jørgen Ryg-kabareten ”Ryg” – ikke færre end 54 forestillinger fra Rødby til Frederikshavn – og de sidste optagelser af næste sæson af kæmpesuccesen ”Badehotellet” afsluttes først i slutningen af november. Hun har indspillet film i år, spillet teater i Aarhus og optrådt med ”Rytteriet” i Tivoli.

Den slags kan godt give både stress og dårlig samvittighed, men det gør det kun i meget beskeden grad. For, som Bodil siger det:

”Hvis man ikke er 100 procent nærværende i mit fag, så duer det ikke.”

“Netop derfor kan jeg også være 100 procent nærværende i forhold til at holde fri, have familietid, lade mails og mobilopkald vente og bare fordybe mig i det enkle.”

Da hun for fem år siden var indlagt på Bispebjerg Hospital efter sin meget omtalte ulykke under optagelserne til en Far til Fire-film i Jylland, lærte hun for alvor at værdsætte fordybelsen. Der er en smuk have omkring hospitalet, og i stedet for at ligge på sin stue, google sine symptomer og ynke sig selv, bevægende hun sig ud i hospitalets have og kunne sidde i timevis og bare kigge på træerne.

”Det er utroligt smukt at betragte en fugl, der fnuglet lander på en lille gren, eller når de første visne blade falder for vinden.”

Det lille hus i Italien

Bodil Jørgensen er gift med filmfotografen Morten Søborg og mor til Johannes, 22, Østen, 18, og Rigmor på 11. For et par år siden valgte parret at sælge deres lejlighed på Nørrebro i København, midt inde i hovedstadens mest pulserende smelte-
digel, og deres sommerhus i Nordsjælland. 

I stedet købte de et velindrettet, lille rækkehus i Lundtofte ved Lyngby. Huset ligger tæt på naturen, Jægersborg Dyrehave og Mølleådalen. De købte også et lille hus i Norditalien. Her tilbringer familien nu deres bedste stunder sammen.

”Der er tale om et meget lille og meget spartansk hus. Det ligger på en bjergskråning, og man kan kun gå op til det. Den eneste varmekilde er en brændeovn, der er intet internet og mobildækningen er så beskeden, at man skal op på en bakketop lidt fra huset for at få et knitrende signal. Der tilbringer vi fem uger om sommeren, og vi har også lige været der i efterårsferien. Det er et sted, hvor man bare er sammen. Mine børn elsker det lige så højt som min mand og jeg. De har fundet ud af, at der som regel ikke sker noget som helst i verden, som ’man går glip af’ ved at være offline i nogle uger. I stedet læser de, ligesom os, eller lytter til podcasts. Nogle aftener ser vi en god film sammen på video, som vi projekterer op på væggen.”

”Huset i Italien er et helle for mig, for min mand, der også som filmfotograf, rejser en del rundt og har skæve arbejdstider, og for vores børn. Det er også årsagen til, at jeg har besluttet at lægge sommerrevyerne på hylden og hellige mine somre til at holde fri. Jeg kan mærke, at en eller to uger ikke er nok til at få sjælen helt i ro. Der skal fire-fem uger til,” siger hun.

Madkurv og gåtur om Lyngby Sø

Et er at holde ferie, men hvad betyder det at tage en fridag for hende, og hvordan gør hun det rent praktisk?

”De bedste fridage er dem, der falder på hverdage, hvor andre mennesker er på arbejde, for så føler man, at man har det ekstra godt,”

”Så kan min mand og jeg finde på at pakke en madkurv og gå en tur med hunden, et sted, hvor vi ikke har været før eller bare gå den ’anden vej’ rundt om Lyngby Sø. Jeg kan også godt lide at tage Rigmor under armen og så tage en mor-datter-tur til byen, hvor vi nærmest opfører os som veninder. Det gør vi for øvrigt også med stor glæde i San Remo i Italien, for der kan vi gå i byen, uden at nogen bemærker os. Det kan vi ikke altid så godt herhjemme,” siger Bodil, der gør en dyd ud af at tage sig tid til at møde og tale med mennesker.

”Det er jo sådan, at mange mennesker er så søde og tror, at de kender én, fordi de har set mig på tv. De vil gerne sige goddag og fortælle og stille spørgsmål, og det skal man give sig tid til at lytte til – og til at tale med dem. Det kan godt irritere Rigmor lidt en gang i mellem, og derfor nyder hun måske i endnu højere grad, når vi kan have vores ’være-sammen-tid’ i Italien.”

Vil ikke være slave af mobiltelefonen

Mange mennesker føler i dag nærmest dårlig samvittighed, når de holder fri eller føler dårlig samvittighed over ikke at holde fri. Bodil Jørgensen kender godt til skyldfølelsen.

”Da Rigmor var mindre, havde hun sværere ved at forstå, at Morten og jeg har ’anderledes’ jobs og ikke samme arbejdsmønster som de fleste andre mennesker. Sådan er det ikke i dag. Men jeg bliver stadig ked af det, når hun synes, det er ærgerligt, at jeg ikke kan komme med til et arrangement på skolen. Selvfølgelig vil jeg lige som alle andre forældre gerne være der og se, hvad de har lavet, men det kan nogle gange bare ikke være. Andre gange, derimod, er det mig, der har den tid, andre forældre ikke har, og jeg arbejder nok til, at jeg ikke får dårlig samvittighed over, at der nogle ting, jeg ikke får lavet.”

Selvom Bodil og hendes mand forsøger at planlægge deres opgaver, så mindst én af dem altid er hjemme hos Østen og Rigmor – storebror Johannes på 22 er gift og bor i nærheden – så lykkes det ikke altid. Her kommer de to storebrødre Rigmor til hjælp. 

”Da jeg spillede ”Parasitterne” på Aarhus Teater, var der en periode, hvor Morten skulle filme i udlandet, og den klarede vi så lige ved, at Rigmor boede hjemme hos Johannes og hans kone Dina, så hun kunne cykle i skole derfra. Der er det en fordel at have børn med stor aldersforskel, for Rigmors to brødre tager sig godt og meget kærligt af deres lillesøster. Jeg synes også, jeg kan mærke, at Rigmor er mere selvkørende end andre børn på hendes alder,” siger Bodil Jørgensen, der har et, for vor samtid, meget afslappet forhold til internettet, mobiltelefoni og brug af sociale medier.

”Jeg er opdraget hjemmefra til, at man svarer folk, der henvender sig. Og det gør jeg altid. Men jeg er ikke slave af min mobiltelefon eller mail.”

“Der kan godt gå et par dage, før jeg tager lidt ’kontortid’, hvor jeg skriver eller ringer tilbage. Jeg kan godt forstå, hvis mange mennesker får stress, når de åbner deres mailboks, og der er 256 ulæste beskeder. Jeg kan også godt selv føle, når jeg kommer hjem fra Italien, at det er lidt overvældende. Men jeg bruger hellere en hel eftermiddag på at læse dem igennem og besvare end hele tiden at skulle se efter, om der er kommet noget.”

”Om det er ’opdragelse’, ved jeg ikke, men mine børn har også et mere afslappet forhold til det end mange andre unge, synes jeg. Mange unge i dag – og voksne med for den sags skyld – er nærmest blevet en slags cyborgs, hvor mobiltelefonen er blevet en sammengroet forlængelse af deres arm. Jeg kan da godt se, at det kan være meget praktisk i nogle situationer, og at det passer godt ind i et samfund, hvor alt skal mere eller mindre strømlines.”

”Men man kan ikke strømline ’ro i sjælen’, så det bliver aldrig noget for mig.”