Augusta Stampe Bernt

Samfundet skriger på pause

Smerter i maven af stress, tankemylder og tvivlen på, om man nu engang lever op til samfundets utallige og ovenikøbet tårnhøje krav. Ungdommen er presset som aldrig før, vi farer rundt, og vores hoveder kan ikke følge med vores kroppe, selvom vi prøver ihærdigt. Mennesket har aldrig haft så dårlig forbindelse til sjælen, og det tyder på, at vi alle bliver blæst væk af vores selvskabte følelsesstorm, der er fyldt med absurd mange krav. Denne følelsesstorm river de sidste små rødder af selvrespekt, selvkærlighed og kærlighed for forskelligheden med op. Men hvad skal vi stille op, når der hverken er tid til pauser eller pusterum?

Vi lever i et dynamisk samfund, og vores samfund accelerer med lynets hastighed i takt med, at befolkningen løber så hurtigt, de kan – dog med alt for korte ben. Og i det øjeblik, hvor man som ung kan se lyset for enden af tunnelen, knækker man sammen, fordi ingen står med flag og blomster den dag, virkeligheden for alvor banker på døren, og man pludselig skal stå på sine egne små, ustabile ben. Med ét står man som Palle alene i verden, og i netop dette øjeblik går det op for en, at man ikke er noget uden andre. 

Unge mennesker står hver evig eneste dag over for nye udfordringer, valg der skal træffes og uopnåelige krav, som de skal leve op til. Samfundet forventer lange uddannelser, vores forældre forventer en bestemt adfærd, vores lærere forventer høj engagement hver eneste dag, og vores venner forventer deltagelse i fredagscafeer, fødselsdage og søndagsbrunch. Lige netop dette er grunden til, at menneskets stressniveau i tiden er på sit højeste, da livet på farten er blevet den nye, helt og aldeles normale hverdag. 

Her sidder jeg en søndag eftermiddag og knokler i timevis for, at mine afleveringer opnår lige akkurat det niveau, som giver mig en følelse af tilstrækkelighed. Jeg er bare én ud af utallige unge mennesker, som vælger i blinde og har følelsen af kaos. Samfundets store krav handler mest af alt om, at vi både skal blive til nogen og noget, men hvad er den rigtige rækkefølge? Som medlem af en familie, hvor jeg har oplevet omsorg og solidaritet helt fra barndommen, er det plantet benhårdt i mig, at min familie ønsker, at jeg bliver til nogen, før jeg bliver til noget. Altså er det en nødvendighed, at det enkelte individ kan blive til nogen, før man opnår en fin titel og er klar til, at karriereløbet skydes i gang. 

Nogle gange føles det som om, at jeg er skridtet fra det afgørende straffespark i en brandvigtig VM-finale, og alle tribunenernes publikummer råber vidt forskellige ting om, hvor jeg skal placere bolden. Det er en kæmpe udfordring, at der er forventninger fra højre og venstre, fordi vi unge, så vidt som ældre mennesker med mange års livserfaring, sjældent kan kapere det. 

Jeg har brug for en pause. Du har brug for en pause. Vi har brug for en pause. Sammen.

Tidspunkter, hvor vi tager en pause fra hverdagens kapløb, hvor tempoet ellers konstant kører med 140 km/t. 

Det burde være lov og pligt, at hvert eneste menneske en dag om ugen havde en tom to-do-liste, ingen deadlines og beslutningsfrister. En dag, hvor der er plads, tid og samvittighed til at strække stikket fra alt. Samfundet burde erkende, at vi som mennesker ikke kan holde til at køre i syvende gear konstant.

Ligesom vi ikke kan holde til at spurte igennem et helt maratonløb, for det er kroppen ikke bygget til. Vi er ikke bygget til at leve livet på farten 24/7. Vi er mennesker, vi har brug for pause. Pause til at puste ud. Pauser til at finde sig selv, få genskabt sammenhængs-
kraften blandt sine nærmeste og pauser til at få styr på sit eget hoved i det kaos af en verden, vi lever i.